DEBAT: I Region Hovedstaden er der forslag om at spare op til 56 millioner kroner på busserne. Der er bestilt et sparekatalog fra Movia, der blandt andet foreslår færre afgange i myldretiden for 390R, fra to til en afgang i myldretiden.
Borgerne ønsker forbedringer. Et opgaveudvalg med inddragelse af borgere er kommet med anbefalinger til, hvordan flere kan tage bussen. Anbefalinger som kommuner, Movia og DSB har taget godt imod. Anbefalingerne handler blandt andet om busfremkommelighed på vejene, bred busdækning på tværs af regionen, gode trafikknudepunkter.
En borgersamling for bæredygtig udvikling foreslår blandt andet stop for anlæg og udvidelse af motorveje, for i stedet at investere i kollektiv trafik.
Regeringen har nedsat et udvalg for kollektiv mobilitet, der kommer med anbefalinger i 2024. Så opfordringen er, at regering og Folketing bevilger en akutpakke til kommuner og regioner, så nedskæringerne undgås, indtil anbefalingerne kan realiseres.
Staten har et større økonomisk råderum, end hidtil antaget. Politikerne på Christiansborg kan genbesøge infrastrukturaftalen og flytte penge fra vejprojekter til kollektiv trafik. Det er først nu kommuner og regioner har overblik over de store efterregninger til trafikselskaberne.