Ærgerligt og misvisende indslag

I et indslag i TV2 Kosmopol i forrige uge ser det ud som om, at Enhedslisten bakker op om en dårlig behandling af en medarbejder i Hovedstadens Psykiatri.

Indslaget nævner ikke, at vi netop på baggrund af den dårlige og uretmæssige behandling med ubegrundede og enslydende afslag på ansøgninger, rejste sagen i vores forretningsudvalg. Her vandt vi en sejr for både de ansattes rettigheder i forbindelse med afslag og de ansattes ytringsfrihed generelt.

Tormod Olsen, regionsrådsmedlem:

“Det er rigtig ærgerligt, at både journalisten og redaktøren efter flere dages dialog vælger at klippe indslaget, så det ikke fremgår, at sagen har været rejst og så indslaget ikke kan bruges som platform for at flere vil stå frem, hvis deres ytringsfrihed bliver krænket.”

“Endnu mere ærgerligt er det, hvis nogle er blevet efterladt med et indtryk af, at Enhedslisten bakker op om sortlistning. Det gør vi selvsagt ikke, og det vil vi selvfølgelig gerne understrege, hvis nogen på baggrund af indslaget har fået den oplevelse.”

Vi har kontaktet Kosmopol, og de har beklaget og inviteret til dialog.