Skal sundhedsvæsenet investere i våben?

Tormod Olsen, regionsrådsmedlem

Et stort klart NEJ fra os i Enhedslisten! Vi mener, fællesskabets penge skal bruges til en bæredygtig udvikling.

Desværre stemte kun Ø og SF imod de nye finansielle retningslinjer på regionsrådsmødet hertil aften. Ærgerlig udvikling…

Hvad foregår der
Kort sagt slækker et flertal på kravene i investeringspolitikken, så man åbner for investeringer i våben. En lille åbning på 5%, men stadig en rigtig dårlig udvikling.

Den regionale kapitalforvalter bedyrer, at vi ikke vil se investeringer i våben, og samtidigt kan vores administration ikke fremføre konkrete eksempler eller komme med en overordnet økonomisk vurdering ændringerne. Med andre ord er der ikke en rigtig grund til at ændre vores etiske retningslinjer, men flertallet vil gøre det alligevel…

På den baggrund bliver jeg en lille smule urolig. Regionen er presset økonomisk, og der er ingen tvivl om, at man kan score kassen ved investeringer i våben sådan som tingene udvikler sig. Folk bliver dræbt i forfærdelige krige, industrien bugner, og forsvarsbudgetterne hæves til et uset højt niveau.

Men vi skal som sundhedsvæsen ikke lade os presse til den slags investeringer. Vi skal presse tilbage på kapitalforvalterne og bede dem udvikle produkter med en transperant portefølje. Det skal være muligt kun at investere grønt, bæredygtigt og udviklende fremfor i krig og ødelæggelse.

Jeg håber flertallet vil stå fast på deres intentioner om ikke at investere i våben, men jeg er samtidigt ret forundret over, at flertallet så finder det nødvendigt at ændre reglerne. Lige meget hvad, så bliver det et klart NEJ til våbeninvesteringer for sundhedspenge fra os, og vi vil følge investeringerne tæt fremadrettet.