BRUG FOR HURTIG ANSÆTTELSE I PSYKIATRIEN

I Region Hovedstaden har man længe arbejdet på anbefalinger for at forebygge en hændelse som den forfærdelige i juni måned 2022 – skyderiet i Fields, der endte med 3 dræbte, 7 skudramte og endnu flere, der kæmper med psykiske eftervirkninger af oplevelsen. Det er vigtigt at pointere, at de fleste drab ikke bliver begået af psykisk syge, men vi må gøre en indsats for at undgå en lignende hændelse. En indsats som også kan være til gavn for de mange, som måske ikke vil skade andre, men som har alvorlige psykiske lidelser.

I oktober kom der 6 anbefalinger og på mødet i forretningsudvalget 24.januar kommer der uddybende anbefalinger. Her er flere gode anbefalinger som f.eks. ændrede vejledninger, øget uddannelse, forbedret samarbejde og øget ansættelse. Vi finder det dog problematisk, at der ikke er sat beløb på indsatserne. Der står blot, at øget ansættelse er afhængigt af tilførsel af midler, men ikke hvor meget, og hvor midlerne skal komme fra.

Vi mener, at skyderiet i Fields og andre situationer, hvor flere forgæves henvender sig om akut og vedvarende hjælp, er et udtryk for en presset psykiatri, både i regionen og i kommunen. Efter Københavns Kommunes redegørelse er det helt åbenbart, at der ikke blev givet rettidig hjælp på grund af tidspres og manglende ansatte. Ligesom regionen også afviste akut hjælp.

Derfor er det en rigtig anbefaling at ansætte flere til akutmodtagelsen og til ambulante tilbud, herunder flere i OPUS og FACT-teams.

Det vil også være relevant at få etableret den fælles psykiatrisk akuttelefon, som der arbejdes med.

Enhedslisten foreslår:

  • at der sættes beløb på indsatserne
  • at der udarbejdes en opgave- og tidsplan for alle indsatser
  • at der afsættes midler til ekstra ansættelse i akutmodtagelsen, OPUS og FACT
  • at regionen henvender sig til ministeriet om akuthjælp til psykiatrien

OPUS er et specialiseret behandlingstilbud til unge mellem 18 og 35 år, der oplever tegn på en psykose. Her er der også brug for ændring af visitationsreglerne, så flere kan få gavn af OPUS.

FACT drejer sig om udgående ambulant behandling med udgangspunkt i recovery tankegangen, med inddragelse af den enkelte, pårørende og evt. kommunen, efter samtykke.