Annie Hagel, medlem af sundhedsudvalget i Region Hovedstaden
Dagbladet Information har hen over sommeren bragt en serie om private fondes indflydelse på kulturlivet.
I en leder nævnes som et skrækeksempel Operaen på Holmen som A.P. Møller Fonden gav som ”gave til den danske befolkning”. Der var bare lige det, at det endte med, at det offentlige skulle bruge op mod 140 mio. kr. om året på vedligeholdelse og drift. Operaen blev bygget for fondspenge, men binder offentlige penge. Det er galt nok, når det gælder kulturlivet. Men det ligger lige for at drage en parallel til sundhedsvæsenet. Prøv selv at erstatte ordet ”kulturpolitik” med ”sundhedspolitik” og ”stat” med ”regioner” i følgende citat fra Informations leder:
”Der er altså tale om en kulturpolitik, hvor de private fonde har initiativet, og staten skal bruge skatteborgernes penge til at drifte det, som fondene har sat i gang. Og det, de sætter i gang vil ofte være drevet af et ønske om positiv omtale af fonden, for fondenes valuta er legitimitet. Hvis de er med til at realisere fælles mål, opnår de legitimitet. Derfor er faren, at de vil være tilbøjelig til at støtte den laveste fællesnævner..”
Når det gælder sundhedsområdet kan man måske ikke tale om en lav fællesnævner. Men dog om sygdomme som er ”populære” forstået på den måde, at der er tale om sygdomme som de fleste frygter og . Typisk kræft. Selvfølgelig skal kræftpatienter have al den behandling, de har brug for. Men når vi i Enhedslisten advarer mod at tage imod gaver fra fonde, er det fordi vi frygter, at private interesser og ikke patienternes behov eller en social sundhedspolitik kommer til at styre udviklingen af vores fælles sundhedsvæsen.
Det er ikke så tit, man hører om fonde, der giver støtte til behandlingen af medicinske patienter eller patienter med psykiske lidelser.
