Helene Forsberg Madsen, regionsrådsmedlem
Det er blevet d. 8. marts igen, og året skriver 2023, men vi har stadig alvorligt langt igen, hvad ligestilling angår – også i et land som Danmark. Tilbage i 2016 betrådte jeg sammen med Rådet for Socialt Udsatte endnu relativt ubetrådt grund med en undersøgelse om kønsspecifikke problemer for kvinder i social udsathed i en dansk kontekst. Behovet var dengang som nu, at der er en række specifikke problemer forbundet med at være kvinde i udsathed, ligesom der er det for alle andre, som oplever en form for udsathed forbundet med køn, alder, race, klasse, handicap eller sygdom.
Siden dengang er der sket en eksplosion i samtalerne om (køns)specifikke problemer, og der er i det hele taget kommet langt mere fokus på specifikke udfordringer for både mænd, kvinder, nonbinære og andre med særlige problemer og behov. Men tilbage står, at vi stadig ikke har ligestilling, og at kvinder og alle andre, som står i modsætning til den handlekraftige fremdriftige norm, stadig har svære vilkår og dårlige muligheder i vores samfund. Uligestillingen handler ikke bare om løn og bestyrelsesposter, men stikker langt dybere – eksistentielt, økonomisk, følelsesmæssigt, relationelt. Det er under alt, over alt, imellem os, omslutter og skaber os som mennesker for hinanden.
Syg Kvinde Teori
Mange af dem, der demonstreres for i de store demonstrationer, vi har set igennem de senere år, kan ikke selv kan deltage i demonstrationerne, og de kvinder, der har det værst i vores samfund, deltager sjældent i den offentlige debat. Det er ikke noget nyt, men fordi det stadig er sådan, bruger jeg denne 8. marts til igen at fejre dem, der fortoner sig bag laget af glitter i kønskampen. Dem, som ikke går viralt og siger noget som alle liker. Dem som lever bag glitteret, og lever hårde liv, har stemmer som sjældent bliver hørt, kroppe og behov som diskrimineres.
Kvindekamp handler om meget andet end kropspositivisme og forskellige variationer af krop, farven pink og de usminkede ansigter, strækmærkerne på sociale medier. Det handler om vold, overgreb, økonomi, muligheder og magt. Det handler om udelukkelse for områder af samfundet, om underbetalt omsorgsarbejde og om bløde værdier, som negligeres. Og det rammer kvinder og alle mulige andre, som ikke passer ind i de privilegeredes definition af den rigtige måde at være subjekt, alle som repræsenterer en andethed i forhold til normerne for sundhed, raskhed og deltagelse.
Det handler om den syge kvinde i bred forstand, skriver Johanna Hedvig i sin: “Syg Kvinde teori” om enhver, der står i modsætning til den middelklasseagtige hetero-norm for det rigtige og forkerte mennesker. Hun peger på behovet for en kamp for ligestilling, som stikker langt dybere end Beyonce eller Helle Thorning Smith i en koralrød kjole med udkig til hud, og hun argumenterer for en bredere forståelse af en feminisme, som kræver et opgør med det omfattende net af diskrimination, som rammer enhver som ikke lever op til den konventionelle opfattelse af sundhed.
Undertrykkelsen af det usunde menneske, den kronisk syge, mennesket med psykisk sygdom, det racialiserede menneske, mennesket med handicap, den gamle, den ensomme, den syge.
Den kroniske undertrykkelse
”Hvordan kaster du mursten gennem et vindue, hvis du ikke er i stand til at komme ud af sengen?” spørger Hedvig, og rejser dermed et meget centralt spørgsmål, som vi stadig mangler at forholde os til i kampen for ligestilling. Hedvig peger på, at sygdom, handicap og sårbarhed stadig feminiseres og gøres forkert, og at samfundet grundlæggende stadig ikke forstår at skabe lige muligheder for deltagelse – også for mennesker, som ikke kan være aktive i klassisk forstand, som er sengeliggende med kroniske sygdomme eller af andre grunde er begrænsede i deres aktivitet og deltagelse.
I Danmark, såvel som globalt, ser vi en enorm tilvækst i mennesker med kroniske sygdomme og med flere samtidige problemer fysisk, psykisk, socialt. Det betyder, at der er stadigt flere mennesker for hvem det med Hedvigs ord: ”koster at gøre hvad som helst.” Mennesker med kroniske lidelser må altid rationalisere, og det står i modsætning til den normative forståelse af det sunde menneske som aktivt og energi som noget, som skabes og øges ved aktivitet. Men sådan er det ikke nødvendigvis for mennesker med en kronisk sygdom, som må rationalisere for overhovedet at kunne være.
Kronikeren udfordrer på den måde grundlæggende normen for aktivitet og deltagelse. Begrænset fysisk aktivitet passer simpelthen ikke med vores normative forståelse af væren. Ligesom angstanfald ikke passer godt ind i det omskiftelige arbejdsliv, og at demonstrere for rettigheder bliver svært, når et handicap står i vejen. Det er svært at motionere smerter væk, når der ingen energi er til det. At arbejde smerterne væk og at være en kvinde i den offentlige debat. Hvordan forandre, når man er for syg til at komme ud af sengen? Hvordan få en stemme, når man ikke kan deltage?
Denne her kampdag er til alle jer, som er forhindret i at kæmpe råbende mod normen. Tak fordi I er der. I er afgørende for den nødvendige samfundsforandring – mod en fremtid med videre rammer for deltagelse. Mere plads til sengeliggende samfundsforandring.
