…det talte ord gælder.
Så står vi her igen. Endnu et budget skal lægges for Region Hovedstaden. Og endnu en budget-tale skal holdes. Det har været virkelig svært at skrive denne her tale. Det må jeg sige.
For et år siden stod jeg her og sagde, at jeg sådan ville ønske at jeg kunne være håbefuld og positiv, men at jeg var opgivende og trist. Og jeg må jo nok ærligt sige at jeg endnu engang synes det ser svært ud.
Der er nogle få nedslagspunkter, som jeg vil fremhæve. Der er selvsagt mange flere områder hvor vi skal rette blikket hen, men her er nogle punkter vi skal fokusere på.
Som formanden nævnte, blev der vedtaget en meget stram økonomiaftale i maj, hvor vi i Enhedslisten heller ikke kunne stemme for. Over sommeren har vi så set flere eksempler – endda grelle eksempler på at vores system er underfinansieret og at der mangler penge.
Med den økonomi kan jeg godt se ind i en aftale som vil blive utilstrækkelig. Utilstrækkelig fordi vi har så mange brændende platforme i hele vores sundhedsvæsen og hele vores region generelt. Og utilstrækkelighed opleves desværre allerede i vores system derude. Medarbejderne føler sig utilstrækkelige fordi de ikke kan yde den omsorg som de ønsker over for patienterne og hinanden. Både ledelser og medarbejdere føler sig utilstrækkelige fordi de med de givne rammer har helt enormt svært ved at opretholde det høje niveau som ellers er i vores sundhedsvæsen.
Jeg føler mig ærligt også lidt utilstrækkelig som politiker, fordi økonomien er så stram. Så jeg sender lige endnu en tanke imod Christiansborg, som simpelthen er nødt til at tage det alvorligt, når der mangler penge i vores system. At man så begynder at tale skattelettelser er mig helt ubegribelig, men det er en helt anden snak.
For selvom vi alle sammen har mange gode ideer, det vil jeg gerne anerkende hele vejen rundt, til hvad vores budget skal indeholde, så kan vi jo alle sammen se at det bliver rigtig rigtig svært.
Vi ser et kæmpe pres på vores psykiatri, hvor vi allerede har måtte træffe enormt hårde beslutninger, som har konsekvenser ude på arbejdspladserne. I enhedslisten går vi til forhandlingerne med fokus på at psykiatrien skal have det løft som vi har talt om så længe.
Vi har talt meget om de ekstreme medicinudgifter, som går meget ud over vores økonomi, hvor Christiansborg også må komme på banen. Men ud over diskussionen omkring udgifterne er vi også nødt til at tage stilling til at vi har store virksomheder som bruger enormt mange lobby-ressourcer på at rykke grænserne for hvad vi kalder sundhed og udfordrer hvem der har indflydelse på vores fælles sundhedsvæsen.
Forringelser på kollektiv trafik kan jeg ikke lade være med at nævne, for det er fuldstændig essentielt for vores grønne omstilling, at den kollektive trafik bliver løftet og ikke skåret, men også for at sikre at mennesker i vores region har god mulighed for at komme rundt, komme på arbejde, i skole osv.
Og ud over denne her stramme økonomiaftale, så er vi, ligesom medarbejderne udtrykte det på budgetseminaret, meget bekymrede for de administrative besparelser, som allerede ligger. De besparelser vil betyde mindre lighed i sundhed, mindre sammenhæng i patientforløb og generelt sværere for vores medarbejdere at yde den pleje, behandling og omsorg, som de forventer af sig selv og som vi i virkeligheden også forventer af dem på trods af de her besparelser. Og jo ikke kun på pleje og behandling, men også IT og medico-teknologi fx.
Og så har jeg lyst til at sige: At når formanden siger at det ikke må gå ud over de mest udsatte med et stramt budget, er vi i enhedslisten helt på linje, men der skal mere end Flexklinik eller samarbejde på tværs til at uligheden mindskes markant, som der er brug for.
Og jeg er meget enig i dine ord om uærligheden fra regeringen – for det er ikke en saltvandsindsprøjtning vi har brug for, det er nok mere et par liter saltvand eller 10.
Jeg sagde det sidste år, og jeg siger det igen. I Enhedslisten ser vi frem til budgetforhandlingerne og går ind i forhandlingerne med håb, men det ser meget svært ud.
Tak for ordet.
