Jeg havde virkelig svært ved at skrive denne tale. Fordi jeg vil så gerne være optimistisk og håbefuld.
Men desværre kan jeg ikke sige mig fri for at være lige netop det modsatte: Opgivende, trist og pessimistisk på vores sundhedsvæsens vegne – på vores regions vegne.
Og at være pessimistisk ligger virkelig ikke godt til mig som person.
I juni måned stemte vi i Enhedslisten nej til økonomiaftalen i Danske Regioner. Det gjorde vi, fordi den simpelthen ikke var god nok. Den strammeste aftale i mange år som vi nu skal finde ud af, hvordan vi kan arbejde med. I min optik er det alt alt for skrabet.
Vi står midt i en krise. Og selvom ordet krise er blevet noget brugt i de senere år, gør det ikke denne krise mindre akut.
Vores sundhedsvæsen er på randen af kollaps. Problemerne med at fastholde og rekruttere medarbejdere er ikke blevet taget alvorligt længe og heller ikke i årets økonomiforhandlinger.
For hvordan skal vi kunne afhjælpe problemet uden midler. Vi taler om et arbejdsmiljø mange steder, som er langt fra i orden, hvor medarbejderne går ned med stress, brænder ud eller alt for tidligt søger helt væk fra sundhedsvæsenet – et arbejdsmiljø, som skal bygges op fra bunden. Vi taler om medarbejdere som tager til udlandet for at få bedre arbejdsvilkår og bedre løn.
Vi ser desværre også nu, at personalet rykker til det private for bedre løn og arbejdsvilkår – og de kommer ikke tilbage til det offentlige. Det er ikke kun problematisk for sundhedsvæsenet lige nu, men langt ud i fremtiden, fordi der blandt andet ikke kan uddannes alt det sundhedspersonale, vi skal bruge, hvis der mangler personale i det offentlige.
I Enhedslisten ser vi det som vores fornemste opgave at skabe gode arbejdsvilkår, og vi vil forhandle efter at aflaste det pres på 225 mio. kr., som hospitalerne skal finde.
Vi skal have stoppet den nedadgående spiral, og selvom det bliver svært, er vi også forpligtet til at gøre, hvad vi kan fra regionens side. Nedskæringer, øget arbejdspres og eventuelle fyringer virker helt absurd i denne her krisesituation. Og ”omprioriteringer” må ikke blive et dække for nedskæringer. Det er set før – det virker ikke.
Vi frygter også, at lønstrukturkomiteen ikke kommer med noget nyt, og vi derfor vil opleve endnu mere flugt fra sundhedsvæsenet – vores appel til Christiansborg er ikke overraskende: flere midler og et reelt opgør med uligeløn NU.
I sammenhæng med det har vi en psykiatri, der lider. Vi venter stadig på den 10års plan. Vi har ikke råd til at lade være med at gøre noget. Helst i går. For det koster menneskeliv.
Der er de seneste 10 år sket en markant stigning i antallet af børn og unge, der har været i kontakt med den regionale psykiatri på grund af en psykisk lidelse, og omkring 15% af alle børn har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. Børn og unge mistrives og skal vente lang tid på udredning og behandling. Tid, hvor de går og får det dårligere og dårligere. Det er en bunden opgave at få de ventetider ned.
Vi har talt og hørt meget om psykiatrien den senere tid. Noget af det mest grelle er de såkaldte “prikkerunder”, der foregår på psykiatriske afdelinger op til weekenden, når der mangler plads. Det foregår, selv om vi ved, at det kan være katastrofalt for psykisk syge mennesker at blive udskrevet for tidligt. Vi ved også, at det resulterer i mange genindlæggelser. Det skal vi have gjort op med. Det kan ikke være rigtigt, at de rammer vi byder medarbejdere i psykiatrien, tvinger dem ud i løsninger som denne.
Og for at vende tilbage til omprioriteringer er det jo helt forrykt at rykke 20 millioner fra ét område i psykiatrien til et andet, når begge steder mangler midler og er udsultet efter længere tids nedprioritering. Det må jeg understrege, at vi ikke kan støtte op om. Vi har brug for et bredt løft af psykiatrien.
Og for lige at runde den kollektive trafik: Efter regeringen løb fra sit løfte om corona-kompensation i økonomiforhandlinger frygter vi nu – og ser desværre ind i nedskæringer på den kollektive trafik. Det er fuldstændig uhørt. Ikke mindst, hvis vi tænker på klimaaftrykket, som vil blive påvirket af, at færre kan benytte kollektiv transport, og flere rykker over i bilen.
Vi ønsker selvsagt en stærk kollektiv trafik, og vi sætter indtil videre vores håb til forhandlingerne med regeringen. De må indse, at mange folk købte biler under coronakrisen, og at krisen fortsat er årsag til færre passagerer. Vi kan ikke trylle folk tilbage, og vi har ikke økonomiske rammer til selv at dække regningen.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, det ser svært ud at få budgettet for 2023 til at hænge sammen. Og at vi synes, at regeringen skylder vores skrantende sundhedsvæsen at tage det seriøst med en realistisk finansiering
Jeg startede med at sige, at det ikke ligger til mig at være pessimistisk. Og efter denne her tale kan jeg da godt forstå, hvis I er uenige. Men jeg forsøger at være håbefuld. Derfor glæder vi os også i Enhedslisten til forhandlingerne, og vi forventer at det bliver konstruktivt. Det bliver svært, men vi har et fælles ansvar for at vores sundhedsvæsen ikke kollapser under os, vores medarbejdere og vores patienter.
Tak for ordet.
