Enhedslisten forlader budgetforhandlinger

Enhedslisten i Region Hovedstaden har tirsdag aften forladt forhandlingerne om regionens budget for 2023. Det skete efter, at Enhedslistens forhandlere, Marianne Frederik og Tormod Olsen, forsøgte at få de øvrige partier med på at sætte en stopper for de planlagte nedskæringer på hospitalerne. Det lykkedes ikke, selv om Enhedslisten kunne pege på, hvordan nedskæringer kunne undgås ved at presse den centrale økonomi maksimalt.

Der er tale om at omprioritere for cirka 16 millioner kroner og at finde besparelser for 200 millioner kroner. Det fremgår af det sparekatalog, som hospitalerne har fremlagt for regionsrådet. Hospitalerne er blevet tvunget til at gennemføre omstruktureringer og besparelser, fordi økonomiaftalen med staten ikke giver midler til at dække de reelle udgifter.

Flere steder skal afdelingerne selv finde besparelser ved hjælp af ”grønthøstermetoden”. Det vil gå ud over lønbudgettet. Samtidig nedlægges vakante stillinger, selv om der mangler personale på hospitalerne. Det betyder, at afdelingerne mister muligheden for senere at styrke og genoprette staben. Regionens MED-udvalg udtrykker i sit høringssvar til kataloget stor bekymring for det yderligere pres på arbejdsmiljøet, som bliver konsekvensen.

Regionsrådsmedlem, Tormod Olsen:

  • Vi står midt i Danmarkshistoriens største personalekrise! Det går bare ikke at skære ned og øge presset på personalet. Krisen i sundhedsvæsenet bliver det vigtigste emne i den kommende folketingsvalgkamp, og alle partier siger, de vil gøre noget. Det er meget enkelt, hvad der skal til: Flere penge, en ordentlig løn til de ansatte og stop for effektiviseringspresset på hospitalerne.
  • Vi har forhandlet ud fra et ønske om at sætte alle økonomiske midler i spil for at fjerne nedskæringerne. Tiden er ikke til bufferpuljer og uforbrugte midler låst nede i regionens kasse. Til andenbehandlingen af budgettet vil vi fremsætte et fuldt finansieret forslag, som får pengene ud at arbejde og fjerner nedskæringerne på hospitalerne.
  • Arbejdspresset stiger og selvom der ikke forventes fyringer, så svarer de 200 millioner kroner, der skæres til omkring 400 manglende medarbejdere. Nedlæggelsen af de ubesatte stillinger vil forstærke presset på de blivende kolleger, der i forvejen har nok at se til.

Regionsrådsmedlem, Marianne Frederik:

  • Sparekataloget om omprioriteringer viser, at besparelser på administration betyder, at administrative opgaver skal varetages af andet personale på hospitalerne. Det er præcis den slags opgaver, som slår arbejdsglæden ihjel og som medarbejdergrupperne udpeger som problematiske, fordi de tager tid fra kerneopgaven: at behandle, pleje og yde omsorg for patienterne.
  • Vi deler fuldstændigt medarbejdernes bekymringer for, at dette års budget vil lægge et yderligere pres på et allerede presset sundhedsvæsen. Det ekstra arbejde fra pandemien er endnu ikke afviklet, og samtidig kommer der flere børn, flere ældre og flere med kroniske sygdomme – ligesom der er store forventninger til god og hurtig behandling på hospitalerne.
  • Vi ønsker at følge medarbejderrepræsentanternes anbefalinger til fastholdelse og rekruttering; herunder kompetenceudvikling, seniorordning og en styrkelse af løn og arbejdsvilkår.