Frederikssund Hospital skal bevares som arbejdsplads

Borgerne i Frederikssund er kede af, at deres hospital skal lukke og bekymrede for fremtiden, når det gælder deres muligheder for at få undersøgelser og behandling i lokalområdet. Vi husker, hvordan Helsingør Hospital langsomt blev tømt for funktioner og til sidst lukket længe før, det var planlagt. Det samme må ikke ske for Frederikssund Hospital. Det skal være en velfungerende arbejdsplads og et godt tilbud til borgerne, indtil det nye supersygehus i Hillerød står klar. Og gerne længere. Der er velfungerende ambulatorier, som sagtens kunne fortsætte. Det vil Enhedslisten arbejde for i det nye regionsråd.

Et udbygget sundhedshus
Desuden skal borgerne have et sundhedshus med samme aktivitet som sundhedshuset i Helsingør. Og gerne mere end det. Det vil sige akutklinik og ambulatorier. Forebyggelse og gerne praktiserende læger, hvis de vil. Allerede nu foregår den kommunale rehabilitering på Frederikssund Hospital. Der skal den blive og gerne udbygges med aflastningspladser til dem der er færdigbehandlede på hospitalet, men ikke klar til at komme hjem.

Det handler om tryghed
Men alt det kræver, at læger, sygeplejersker, sosu’er og andre vil arbejde på hospitalet og i det kommende sundhedshus. Og det kræver at ledelsen, som sidder i Hillerød, tager Frederikssund Hospital alvorligt som arbejdsplads og lokalt tilbud. Vi ser allerede nu nedskæringer på Hospitalet og i sundhedshuset i Helsingør. I regionsrådet vil Enhedslisten kæmpe imod nedskæringer og for flere aktiviteter i sundhedshusene. Det handler om borgernes tryghed.