Tormod Olsen, medlem af Danske Regioners bestyrelse og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden
Sundhed blev det store valgkampstema, men nuancer og detaljer mangler, hvis det klare mandat fra vælgerne skal omsættes til løsninger. Det er mit håb at holde debatten i gang her på bagkanten af valget – for det er nu, vi skal handle på valgløfterne.
Akut behov for hjælp og alt for store effektiviseringskrav
I valgkampen handlede det om at redde hospitalerne – og sundhedsvæsenet generelt. Både Socialdemokratiet og Venstre kom med milliardløfter, som det er afgørende, at de holder. Pengene skal bruges her og nu til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere og til at få afviklet puklerne uden, at sundhedsvæsenet knækker. Så langt så godt. Og med udsigt til en SV-regering ligner det en reel mulighed.
Samtidigt greb flere partier til de kendte floskler om, at man altid kan optimere og effektivisere. Det kan lyde som en let løsning, men man skal huske at spørge: hvor længe og hvor meget kan man optimere og effektivisere? Indtil videre har man effektiviseret i sundhedsvæsenet i godt 20 år. Det er sket samtidigt med, at nye behandlinger og inddragelsen af patienterne har været i rivende udvikling. Selv de sidste år med finansiering af det demografiske træk har været en underfinansiering af kvalitetsudviklingen og her medført øget pres på den almindelige drift.
Hvis man ikke indser sammenhængen mellem de urealistiske niveauer for effektiviseringer og det pressede personale, så får vi brug for permanente akutpakker. Det er billigere og bedre at finansiere kvalitetsudviklingen i behandling og øgede serviceforventninger fra patienterne. Det koster kun ca. 1 mia. mere oven i økonomiaftalerne, og det er i mine øjne ikke et urealistisk højt tal.
For at sætte tingene lidt i relation til valgkampen, så blev Konservative jo hældt ned af brættet for deres effektiviseringskrav på 0,4% i den offentlige sektor. I sidste økonomiaftale var der regionale effektiviseringskrav på 0.8%, og der er hvert år både store nedskæringer og rigtige fyringer. Det skal stoppes, hvis vi skal have sundhedsvæsenet og personalesituation ud af den negative spiral.
Hjælp på den længere bane
På den længere bane, og under hensyn til den danske model, spillede både Enhedslisten og Socialdemokratiet ind med et lønløft. Problemet i begge udspil er dog, at det slet ikke matcher de krav, som personalet egentligt har. Måske kunne en inflationskorrektion af de konkrete beløb hjælpe, men med løn som en afgørende faktor i personalekrisen, må vi også bare erkende, at ingen af valgkampens forslag synes at være egentlige løsninger.
Kernen i problemet er nok, at mange politikere har svært ved at forestille sig, hvor mange offentligt ansatte der egentligt er. Tre eller fem mia. lyder som store tiltag sammenlignet med eksempelvis 1,5 mia. til den samlede finanslovsforhandling, men alene med sundhedsvæsenets 140.000 ansatte, så får pengene meget hurtigt ben at gå på. Vi skal altså op i størrelsen på forsvarsforliget på 18 mia. årligt, hvis det skal virke i hele den offentlige sektor. Det kræver større økonomiske omlægninger i statens finanser, men hvis man vil løse problemet, så er det bare nødvendigt – det er basalt set et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.
Bureaukrati og behandlingsgarantien
Flere partier har også vanen tro peget på at mindske bureaukratiet, men det er som altid blevet ved overskriften. Under overfladen ligger de egentlige problemer.
For det første: et problem i forhold til alvorlige og/eller ekstreme enkeltsager, der kræver mange resurser. Det kan politikerne i princippet løse, men det er svært, fordi medierne og vælgerne vil se handling. Dertil er det selvfølgeligt reelt dilemmafyldt, fordi ingen politikere kan eller vil tage ansvar for de ofte tragiske situationer det enkelte menneske kan blive ramt af.
For det andet: et problem man kunne kalde ”bagsiden af medaljen” for specialisering og sammenlægning. Her er der brug for mere dokumentation i forhold til styring og sektorovergange. Noget af problemet kan måske løses med mere selvstyrende enheder, men måske skulle man vende den om og tilføre nogle af alle de midler, man har sparet på diverse sammenlægninger.
For det tredje: der opstår et problem, når personalet skal bidrage til forskning. Den enkelte ansatte indrapporterer en masse værdifuld data, men det er ikke nødvendigvis data, som den ansatte nogensinde får brug for. En løsning er selvsagt en kritisk gennemgang af diverse klik og skemaer, men samtidigt også en forståelse af at data har en pris. Den udgift skal dækkes på den ene eller anden måde, så det letter den almindelige drift proportionelt.
For det fjerde: behandlingsgarantien og brugen af privathospitaler skaber meget bureaukrati. Det er en politisk og ideologisk beslutning, at der er fastsat tidsgrænser, og at vi har givet de letteste og mest simple opgaver væk til private aktører. En simpel hjemtagelse af de lette opgaver og en differentieret behandlingsgaranti ville hurtig kunne rydde ud i meget. Samtidigt ville det afhjælpe på den afledte personaleflugt og udfordringerne om uddannelse på de pågældende områder.
Samarbejde mellem kommune, region og praktiserende læge
Et andet ønske i valgkampen var en mere sammenhængende indsats, så borgeren ikke oplever at være kastebold mellem de forskellige aktører. Sundhedsklyngerne omkring akutsygehusene er jo etableret, men vi mangler at se regeringen lave en reel investering i området. Mit bud ville være at give 1 mia. til at styrke samarbejdet med udgangspunkt i plejehjemmene. I min optik er det et godt sted at starte af flere grunde.
Stort set alle de ældre har hyppig kontakt med både kommune, læge og hospital, så der er en masse konkret samarbejde at tage udgangspunkt i. Derudover er der potentiale for at forbygge overbelægning og genindlæggelser, som er to selvstændigt store problemer. Og så kan man teste potentialet i selvmonitorering eller assisteret selvmonitorering i en tryg ramme. Det har et stort potentiale fremadrettet med mere og mere behandling i eget hjem. Endelig er det på den kommunale hjemmebane. Det vil have positive effekter i forhold til videreuddannelse af det kommunale plejepersonale, og det vil få sundhed højere op på den kommunalpolitiske dagsorden.
Indsatsen skal aftales og udformes i regi af sundhedsklyngerne og i tæt dialog med de faglige organisationer. De mange igangværende indsatser for bedre samarbejde skal selvfølgeligt fortsætte selvom man laver en særlig indsats på plejehjemmene.
Afsluttende vil jeg igen gerne understrege, at det store fokus på sundhedsvæsenet i valgkampen var yderst velkomment og stærkt nødvendigt. Jeg håber, at vi står overfor en reel genopretning, og jeg vil i hvert fald gøre mit.
