Marianne Frederik, regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for Enhedslisten
Det lyder jo godt, at Magnus Heunicke vil sørge for at alle dem, der venter på en operation, kan komme til at blive opereret. Og hvis et flertal i Folketinget kan blive enige om ekstra penge til det pressede sundhedsvæsen og til afvikling af ventelister, så er det endnu bedre.
Men det er ikke så nemt som det lyder. Lige nu mangler der sundhedspersonale overalt og der mangler senge og udstyr. Selv om ministeren kan få støtte i Folketinget til at finansiere det, så tager det tid at løse de problemer.
Derfor må det være en langsigtet plan, der skal iværksættes med en ekstra milliard eller to. Men det skal ikke primært gå til at udnytte kapaciteten på privathospitaler og speciallægeklinikker, som Jacob Ellemann fra Venstre, ønsker. Det vil medføre, at flere ansatte i det offentlige flytter til det private, hvilket vil medføre ulighed og et dårligere offentligt sundhedsvæsen.
Problemerne har hobet sig op igennem flere år
Vi må starte med at erkende, at vores sundhedsvæsen ikke var solidt nok til en pandemi og en sygeplejerskestrejke. Fundamentet vakler, og det er der flere grunde til.
Et af problemerne er, at vi har haft en længere periode med centralisering og specialisering. Det kan være godt at blive bedre til at behandle forskellige sygdomme, men problemet var, at der samtidig var produktivitetskrav og store besparelser på vores sundhedsvæsen.
Et andet problem er konsekvenserne af behandlingsgarantien. Der blev indført pakkeforløb for kræftsygdomme og korte frister for behandling af livstruende hjertesygdomme. Det er rigtig godt, men der blev samtidig indført udrednings- og behandlingsgaranti for alle sygdomme. Det resulterede i, at man blev nødt til at tilbyde behandling på private sygehuse og klinikker for at have kapacitet til at overholde garantien.
Her opstår så et tredje problem: I de senere år er der kommet flere private sundhedsforsikringer og en stor privat sundhedssektor. I forhold til behandlingsgarantien har det medført ulighed, da det er bestemte typer af operationer, de private tager sig af. De pateinter med komplicerede forløb, og dem, der har brug for en anden behandling – inden for medicin, psykiatri og børnekirurgi, har ikke glæde af behandlingsgarantien.
Et sted at begynde
Flere læger udtaler, at ventelisterne er så lange og sygehusene og hospitalerne (også de private) så overbebyrdede, at det i praksis ikke betyder noget at genindføre behandlingsgarantien.
Nu har vi et presset sundhedsvæsen og øget ulighed i sundhed, og det vil tage tid at ændre det. Lige nu og her har vi brug for flere ’vinterpakker’, flere investeringer og mere uddannelse. Men også tillid til, at regionerne i samarbejde med de ansatte og andre kan opbygge teams med forskelligartede kompetencer og nye opgaver.
Vi skal have indført differentieret udrednings- og behandlingsgaranti, så de der har størst behov, kommer til først.
Vi har brug for en plan for at stoppe opgaveglidningen og personaleflugten fra det offentlige til det private sundhedsvæsen – det vil kræve ordentlige rammer, løn og arbejdsforhold i det offentlige.
Jeg tvivler på, at det kan klares alene med et enkelt møde mellem sundhedsministeren og formanden for regionerne, men det er muligvis en start.
