Seks anbefalinger i den rigtige retning

Annie Hagel, regionsrådsmedlem og medlem af Danske Regioners sundhedsudvalg.

At sundhed og sygdom er ulige fordelt i vores samfund er ikke nyt. Det er heller ikke nyt, at uligheden er stigende – og har været det i mange år. Eller, at det er svært at få øje på viljen til at gøre noget for at øge ligheden. Derfor må vi hilse de seks anbefalinger fra Alliancen mod Social Ulighed velkommen.

At vi i Enhedslisten så godt kunne ønske os, at anbefalingerne gik lidt længere end (citat) at ”styrke mulighederne for tiltag, der gør det let for danskerne både at få sund mad og en masse bevægelse ind i hverdagen” er, hvad det er. Hensigten er god nok, og det vigtige er, at alliancen bygger sine anbefalinger på forståelse for, at borgernes sundhed er et samfundsanliggende og ikke en opgave for hverken den enkelte eller sundhedsvæsenet alene.

Folkesundhedslov
I Enhedslisten så vi gerne en folkesundhedslov som sikrer, at sundhed tænkes ind i beslutninger og lovgivning om alt fra fødsler, dagtilbud, skoler, uddannelse og arbejdsmiljø til byplanlægning, trafik, natur og fødevarer. Men de seks anbefalinger peger i den rigtige retning med fokus på forebyggelse (ikke kun aldersgrænser for tobak og alkohol, men også strukturelt) og prioritering af børn og unge i forebyggelsen af social ulighed. At sundhedsvæsenet skal behandle borgerne forskelligt, fordi vi er forskellige og sektorerne arbejde sammen på tværs om løsninger, der fremmer sundhed og lighed. At fællesskaber og samarbejde med civilsamfundet skal styrkes. Og at der skal forskes mere i, hvad der virker i retning af øget lighed.

Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed er grundlagt af KL, Danske Regioner og Kræftens Bekæmpelse og de seks anbefalinger er rettet til regeringen Folketinget.

Vi bliver ikke lige sunde af at gøre lige meget for alle