Angsten for dødshjælp

Når medierne fortæller lidelseshistorier om mennesker, der ønsker at dø, og folketingspolitikere står i kø for at give muligheden, kan det være svært at skelne følelsesporno fra fornuft. Også jeg har set eksempler, hvor ønsket om at dø synes rimeligt. Men som lægperson ved man ikke, om borgeren er tilbudt støtte, hjælpemidler, psykologhjælp, livsuddannelse med hensyn til et handicap med videre. Det får mange ikke i dag modsat tidligere, hvorved de ikke ved, at der kan være et godt liv.

Kristeligt Dagblad skrev den 18. oktober om Jane med muskelsvind, der ønsker at dø. Desværre bekræfter historien, at der kan være tale om forkert hjælp og om et liv med alt for mange hjælpere og begrænsninger. Det strider mod tidligere praksis og FN’s handicapkonvention, der giver os ret til at udleve vore menneskerettigheder som andre og ret til hjælp, for at det kan lade sig gøre. Det har kommunerne beskåret i årevis, hvorved valg af døden ikke bliver et frit valg, men et valg affødt af samfundets begrænsninger.

Hverken politikere, befolkning eller flertallet af fagpersoner, der skal give tilladelse til dødshjælp, ved, hvad det vil sige at leve med handicap. Når 71 procent af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp, bygger det på uvidenhed og fordomme, og ved at give lov til aktiv dødshjælp siger man samtidigt, at vi, der lever med de handicap, ikke har et værdigt liv. Prioriterede samfundet, at personer med handicap kunne deltage ligeværdigt i uddannelse, job og andre aktiviteter, ville der være større forståelse for, at sådan kan et liv fint leves. Det kan mange bekræfte, når de lærer os at kende.

Skrækscenariet er, at bliver det muligt at vælge døden i stedet for et godt og aktivt liv, kan der skæres yderligere i hjælpen til mennesker med handicap, så døden for mange bliver det nemme valg under dække af det frie valg. Det bliver selvsagt billigere, og med den stigende modvilje mod at betale skat kan der blive råd til flere skattelettelser!

TORBEN KJÆR (EL) Medlem af Hovedstadens Regionsråd og Danske Regioners Sundhedsudvalg

Kristeligt Dagblad 20. okt. 2017